Hvad betyder tavshedspligt og underretningspligt i terapi?
Hvad betyder tavshedspligt og underretningspligt i terapi?
Hvad betyder tavshedspligt og underretningspligt i terapi?
Når du går i terapi, er det vigtigt, at du føler dig tryg ved at dele dine tanker og følelser. En af grundpillerne i et terapeutisk rum er fortrolighed – og det understøttes af tavshedspligten.
Tavshedspligt skaber tryghed
Psykoterapeuter, som er medlem af en anerkendt brancheforening (som fx FaDP eller Dansk Psykoterapeutforening), er underlagt tavshedspligt. Det betyder, at det, du fortæller i terapien, ikke må deles med andre – hverken med pårørende, arbejdsgivere eller myndigheder – uden dit samtykke.
Denne fortrolighed er ikke bare en formel regel, men en forudsætning for, at du kan være ærlig og udforske det, der er sårbart og svært, uden frygt for, at det bliver delt.
Undtagelser til tavshedspligten
Der findes dog enkelte, vigtige undtagelser. Hvis terapeuten vurderer, at der er alvorlig fare for dit eget liv eller helbred – eller for andres – kan det blive nødvendigt at bryde tavsheden. Det gælder også, hvis der opstår bekymring for et barns eller ungs trivsel. Her har terapeuten underretningspligt og skal i så fald kontakte de relevante myndigheder.
I praksis kræver det meget
I praksis skal der dog meget til, før en terapeut vurderer, at en underretning er nødvendig. Det sker kun i tilfælde, hvor der er alvorlig og konkret bekymring – ikke bare fordi du nævner, at du har råbt af dit barn, har et alkoholproblem eller kæmper med svære følelser. Terapi er netop et rum, hvor du trygt kan tale om det, du skammer dig over eller har brug for hjælp til. Det er ikke terapeutens opgave at dømme – men at støtte og hjælpe dig videre.
Et trygt og ansvarligt rum
Tavshedspligten handler altså både om tryghed og ansvarlighed. Du kan regne med, at dine oplysninger behandles respektfuldt og fortroligt – og at terapeuten også tager ansvar, hvis der skulle opstå situationer, hvor liv eller trivsel er i fare. Det skaber et tillidsfuldt rum, hvor du kan være dig selv og arbejde med det, der betyder noget for dig.
Lad os snakke sammen
Kontakt mig til en (uforpligtende) snak om, hvorvidt jeg er den rette terapeut til at hjælpe dig.
Send en mail til tr@nuar-terapi.dk, sms eller ring på 23 96 46 04.
Så vender vi kort din situation og aftaler eventuelt en tid, hvornår vi kan mødes.