Dramatrekanten – og hvordan I bryder de skjulte roller
Dramatrekanten – og hvordan I bryder de skjulte roller
Hvad er dramatrekanten?
Dramatrekanten er en psykologisk model, som beskriver de fastlåste og ofte ubevidste roller, vi kan ryge ind i, når konflikter og følelsesmæssige spændinger opstår – især i nære relationer. Modellen blev udviklet af Amerikanske psykiater Stephen Karpman og er særlig nyttig til at forstå, hvorfor konflikter nogle gange gentager sig uden at blive løst – og hvorfor både du og den anden ender med at føle jer misforståede, frustrerede eller fangede.
De tre roller: Offer, Redder og Forfølger
I dramatrekanten indtager vi (ubevidst) en af tre roller:
- Offeret føler sig magtesløs, uretfærdigt behandlet og uden indflydelse. Det kan være svært at sige fra eller tage ansvar for egne behov. I stedet håber man, at nogen kommer og redder én – eller ændrer sig.
- Redderen forsøger at hjælpe, fikse, trøste eller tage ansvar for den andens følelser – også uden at være blevet bedt om det. Ofte sker det af et ærligt ønske om at støtte, men det kan ende med, at redderen mister sig selv eller bliver frustreret, hvis hjælpen ikke “virker”.
- Forfølgeren kritiserer, irettesætter eller forsøger at styre den anden. Det er ofte en måde at håndtere egne frustrationer eller følelser af svigt på – men det skaber afstand og skubber den anden væk.
Vi kan sagtens skifte mellem rollerne – fx starte som redder, føle os udnyttet og pludselig blive forfølger. Eller opleve, at vi føler os som offer, men ender med at gå i forsvar og angribe.
Et mønster, der holder os fast
Det, alle tre roller har til fælles, er, at vi forsøger at undgå ubehagelige følelser – som sårbarhed, frygt, skam eller afmagt – ved at tage kontrol på hver vores måde. Men i stedet for at skabe nærhed og forståelse, fører det ofte til misforståelser, anklager og afstand. Og måske vigtigst af alt: rollerne forhindrer os i ægte kontakt med både os selv og den anden.
Hvordan træder man ud af dramaet?
Det første skridt er at lægge mærke til, hvilken rolle du selv typisk indtager – og hvad der sker i dig, når du gør det. Er det et forsøg på at blive set? Undgår du din egen sårbarhed? Føler du dig ansvarlig for den andens reaktion?
Når du begynder at opdage mønstret, kan du vælge noget andet. I stedet for at gå i forsvar eller redde den anden, kan du sætte en grænse, være ærlig om dine behov eller vise sårbarhed. Det kræver mod – men det kan ændre dynamikken radikalt.
Derfor bruger jeg dramatrekanten i min praksis
Det, jeg godt kan lide ved dramatrekanten – og grunden til, at jeg bruger den meget i min praksis, underviser psykoterapeutstuderende i den og holder oplæg og webinarer om den – er, at den er enkel at forstå og nem at arbejde med i praksis. Den giver hurtigt indsigt og sprog for noget, der ellers kan være svært at få øje på. Netop fordi modellen er så tilgængelig, kan den ofte være et første skridt til forandring – både i parforhold og i relationen til dig selv.
Lad os snakke sammen
Kontakt mig til en (uforpligtende) snak om, hvorvidt jeg er den rette terapeut til at hjælpe dig.
Send en mail til tr@nuar-terapi.dk, sms eller ring på 23 96 46 04.
Så vender vi kort din situation og aftaler eventuelt en tid, hvornår vi kan mødes.